Turpakker

 
P6. Andalusien, Sydspanien

Pakken til Andalusien, Sydspanien kan købes via bestillingsservice.

Pakken indeholder:
  • baggrundsnotat med praktiske oplysninger
  • kort 1 : 400.000
  • beskrivelse af 5 ruteforslag af en uges varighed og seværdigheder
  • liste med anbefalelsesværdige hoteller
  • kopi af artikler
For yderligere oplysninger kontakt
Foreningen Frie Fugle: forening@friefugle.dk



Her kan du læse to beretninger om cykleture i Andalusien:

  1. På cykel gennem og over grønne bjerge i Andalusien
  2. Andalusien kan becykles året rundt


På cykel gennem og over grønne bjerge i Andalusien

Som trækfugle flyver vi sydpå, når vinteren trænger sig på herhjemme. Cyklerne følger med og lander sikkert i Málaga, der er en god adgangsport til det grønne Andalusien.

Målet for ekspeditionen er et bjergrigt landskab med flere naturparker mellem Málaga, Sevilla og Cádiz. Det er stort set ukendt land for turister, ihvertfald for ikke-spanierere. Det skulle vise sig at være de flotteste landskaber, som de ellers garvede deltagere nogensinde havde set. Til gengæld ventede store udfordringer i form af pas 1357 m.o.h. og med stigninger på op til 15%.

Grønt og frodigt
Andalusiens kendingsfarve er grøn (og hvid), som ses på flaget, de hvidkalkede gårders (fincaer) skodder, pinje- og oliventræerne. Mange landskaber andre steder i Andalusien er mere brune, afsvedne eller ligefrem brændte. Men her er der grønt så langt øjet rækker. Bjergkædernes særlige beliggenhed ud til Middelhavet bevirker, at fugtig luft ledes ind i landet og gør disse bjergsider til Spaniens regnrigeste. Ikke nogen kvalitet i sig selv for cyklister! Men en regnbyge klares nemmere her end i Danmark, fordi man hurtigt tørrer. Regnen gør disse naturparker, hvoraf nogle har status af nationale reservater, grønne og frodige

Naturparker
Herhjemme tales om etablering af national- eller naturparker. Terminologien er endnu ikke fastlagt. Men i Spanien kaldes de "Parque Naturel", som kan forstås både som naturpark og som et naturligt landskab. Der er netop tale om en blanding af "vild natur" og land, der kultiveres ud fra økologiske principper. På cykelturen gennem områderne ses såvel kultiverede oliventræer, som vildtvoksende samt korkege og et rigt dyreliv, herunder gribbe med kæmpemæssigt vingefang.
Turen starter med bustransport til Prado del Rey på nordsiden af Parque Natural Sierra de Grazalema. Her indlogeres vi i bjælkehytter, der er placeret på terrasser i det skrånende terræn mellem oliventræer. Hen mod midnat mødes vi til en god middag på restauranten, hvor turlederen fortæller om de næste dages cykeludfordringer.



Cykling i Andalusien

Grønne stier gennem bjergene
Den første cykeldag bliver dog relativ blid, idet vi kan cykle gennem bjergene i stedet for at cykle over dem, ved at følge Via Verde de la Sierra (den grønne bjergsti), der forløber på en nedlagt jernbanes tracé.
Ruten er sat i stand på en 32 km strækning mellem Puerto Serrano og Olvera, og går igennem ikke mindre end 24 tunneler. Nogle er ganske korte, men de fleste er et par hundrede meter og den længste 950 m. Solceller - uden for tunnelerne forstås - skaffer energi til oplysning, og en fotocelle sørger for at lysene tænder, når man cykler ind. Man bør dog have cykellygter med for en sikkerheds skyld. Hvis lyset svigter vil man hurtigt opdage, at det er umuligt at holde balancen på cykel uden lys.
Undervejs mellem tunnelerne oplever man et storslået landskab med oliventræer, der står på pæne rækker som et skakbrædtmønster. Billedet brydes af skovbevoksede stejle bjergsider. Ved naturområdet Zaframagón kan man se mange gribbe svæve på den opgående luftstrøm over den 584 m høje markante klippetop.

Vias Verdes - en stor succes i Spanien
Baggrunden for dette stianlæg er, at der var voldsom gang i jernbanebyggeriet i Spanien sidst i 1800-tallet. Nogle steder byggede konkurrerende selskaber op til 4 parallelle jernbaner. På flere af disse kom der aldrig til at køre tog, selvom anlæggene incl. jernbanestationer var helt færdige. I dag kommer dette cyklister, vandrere og ridende til gode, idet en afdeling af de nationale spanske jernbaner er igang med et storstilet projekt med etablering af såkaldte Vias Verdes, grønne stier. Der er ca. 7000 km forladte jernbaner i Spanien, som vil kunne konverteres til stier, og foreløbig er godt 1000 km åbnet, fordelt på 60 stier.
Der er udviklet et særligt afmærkningsystem, som bl.a. oplyser om hvem, der skal vige for hvem, når ridende, vandrende, cyklister og evt. kørestole mødes. Biler må ikke køre på stierne.
Et særlig opmuntrende træk er, at stationsbygningerne er sat i stand som fine små tilholdsteder for cykelturister med bar, restaurant og 6-8 værelser på 1. salen. Vi tog frokosten på perronen i Puerto Serrano og overnattede på stationen i Olvera, som først var blevet åbnet ugen før vi kom.

Olvera - en historisk perle
Olvera er en fascinerende lille fæstningsby på toppen af et bjerg. Her vandrer vi op om aftenen gennem de meget stejle gader og ser i mørket ud over sletten, som oppefra ligner vand og lysene langt nede kunne være både. På det lille bymuseum kan man se noget om romernes og arabernes indflydelse på stedet. Borgen på bjergtoppen er bygget af araberne i det 12. århundrede, mens den gotiske kirke med dens 2 smalle tårne er fra det 14. århundrede.

Setenil - en overraskelse
Næste dag cykles ad smukke bjergveje over Torre-Alháquime til Setenil. Undervejs er der en fantastisk udsigt til Olvera, som vi har forladt - bjergbyen, der krones af de to nævnte markante bygninger, ses viden om. I Setenil bør man cykle ned i bunden af byen, hvis man orker det. Hernede på Calle Cuevas del Sol, er husene bygget ind i klippevæggen og man kan sidde i solen ved floden med selve klippen som halvtag og nyde den lokale mad på nogle små, utrolig gode restauranter.

Herregårdsfrokost på El Horcajo
Men denne dag har vi en anden plan. Der er bestilt frokost på El Horcajo, der er en 200 år gammel typisk andalusisk finca, nu indrettet til restaurant og hotel. Så vi træder i pedalerne over Villalones, hvor vi nær var kørt for langt, da vejskiltet var lagt ned, og vejen, vi skulle af var i dårlig stand. Videre over stok og sten med lille drikkepause i det oktobervarme vejr i Mortecorto. Så går det ellers opad til sidst. Da vi tror, at vi er fremme ved El Horcajo, viser det sig at vejen fører gennem en lille pinjeskov - og så dybt nede i dalen ses den klassiske finca med hvidkalkede vægge, grønne skodder og jordfarvet tegltag. Vel vidende, at vi skal op igen efter frokosten, er der nogen som sætter deres cykler med bagage og går ned.

Herregårdsfrokost

Stedet er meget smukt og stilfuldt inde samt varmt og stille ude. Maden er tilmed superp. Så det blev svært at cykle op igen!

Zahara de la Sierra
Dernæst går det langs en stor inddæmmet sø og op til fæstningsbyen Zahara de la Sierra, der ligger helt fantastisk på en bjergtop på kanten af Parque Natural Sierra de Grazalema. Zahara ligger 511 m.o.h. og er ligesom Olvera officielt en seværdighed af national betydning. Når man først har klaret stigningen, parkeret cyklen, fået et bad, er det en fornøjelse at slentre rundt i den lille by mellem de to kirkepladser og de to barer!

Puerto de las Palomas - Duernes pas
Næste dag melder alvoren sig. Vi skal over Puerto de Palomas (1357 m). Det ligner den kinesiske mur, når man ser op på de uendelige hårnålesving. Men det gælder bare om at blive ved at træde, og oppe er der en fantastisk udsigt over nationalparken og Embalse de Zahara El Gastor. Herfra ser "sukkertoppen" med Zahara de la Sierra ganske lille ud. Nedturen på den anden side, er som en flyvende glideflugt ned til Grazalema (830 m).
Fortsætter på en meget smuk vej, der ikke er så anstrengende gennem en helt utrolig flot dal med lodrette klippe på begge sider. Man kommer forbi landsbyen Villaluenga del Rosario, der er berømt for sin gedeost. Men ellers er det et fascinerende øde nationalparkområde. Vi ender dagen i Ubrique, der er en større bjergby med snævre gader, og kendt for sin læderproduktion.

Fantasiens skove
Dagens tur går på kanten af Parque Natural Las Alcornocales og gennem Reserva National de Cortes de la Frontera. Først snegler vi os op ad en ganske smal asfaltvej til en forrygende udsigt ned mod Ubrique, så går det ind i "Fantasiens skove", hvor mosser og lav og alle slags gevækster gør skoven jungleagtig. Her ser man korken er skåret af den nederste del af stammerne, samt vilde oliventræer, rhododendron m.v. Over os svæver nogle af Europas største kongeørne og nede i skoven lever vilde katte m.v. Snart går det nedad og man kan stille nyde fantasiskoven, mens cyklen triller. Frokost i Cortes de la Frontera efter 25 km, dernæst op forbi Cueva de la Pileta og op til Ronda.

Ronda - de hvide byers "dronning"
Vi tager så en overliggerdag i den smukke og noget turistede by, Ronda. Puente Nuevo fra det 18. årh. er virkelig en imponerende bro, der deler den gamle arabiske bydel og den nye. Man skal ikke se for dybt ned i det uendelige dyb, når man er på vej hjem fra barerne om aftenen. Der er mange flotte huse i byen - bemærk flotte træudskæringer i døre og porte. Og så kan man komme ind og se Spaniens ældste tyrefægterarena med tilhørende lille museum lige i centrum nær Puente Nuevo.
Fra Ronda cykles nedad til Coin over Serrania de Ronda med udsigter mod Middelhavet, og vi slutter med at trille helt ned og røre Middelhavet ved Torremolinos, ganske tæt på lufthavnen.


Herregårdsfrokost

Andalusien kan becykles året rundt

Af Jens Erik Larsen

På ganske få timer kan man vende vinter til sommer og cykle ud i det grønne Andalusien. Der er godt nok ikke helt så grønt, som tidligere, for det har nemlig ikke regnet i et par år - og derfor kan man godt overveje at lade regntøjet blive hjemme. De fleste oliventræer holder sig dog endnu grønne i deres lige rækker, som udgør Andalusiens fascinerende landskab af skakbrædt-mosaik. Mellem oliventræer og bare marker dukker så de typiske fincaer (gårde) op med grønne skodder og hvide kalkede mure, der blænder én i solen.

Blød landing og blid start
Godt nok tager selve flyturen ikke så lang tid, men hele rejsen og dens forberedelse kan godt tage energi. Derfor starter vi ikke med at kaste os på cyklen og mase lige op i bjergene, men tager cyklerne med bus til Motril knapt 100 km østligere. Man kan godt cykle hertil, men kystvejen er ikke sjov med dens megen biltrafik samt et par tunneler. Fra lufthavnen til Málaga må man enten cykle på motorvejen - der er en ubenyttet kørebane til det - eller tage cyklen med toget. Det første er tilladt, men ikke det sidste! Men i praksis er det muligt, har nylig research vist. Rutebilstationen, Alsina ligger nær centralstationen, RENFE.

Første møde med bjergene
Cykeltruppen runder de betagende Alpujarras bjerge og indlogeres i Orgiva neden for de mere vildsomme toppe af Sierra Nevada. En del af gruppen er med på at tage en smagsprøve allerede samme eftermiddag. Stille og roligt svinger vi os opad gennem hårnålesvingene. Cyklerne er flyvende nu vi har efterladt bagagen på hotellet. Man mærker kroppens muskler strække sig vederkvægende i den lave sol's dybe mørke farve. På skyggesiden er det som at cykel gennem et køleskab.

Vi stopper ved en af de første hvide byer og snakker gear. Anna prøver at måle sit geartal ved at sætte cyklen i laveste gear og drejer pedalen en omdrejning. Cyklen når godt 2 m frem, og det er i hvert fald et geartal under 30 (= 2,40 m pr. pedalomdrejning) - så det skulle være godt nok til terrænet.

Ved Soportújar kører vi helt ind i byen. Besér de labyrinth-agtige smalle gader, hvor der lige er plads til 2 altankasser over hovederne på os. I udkanten af byen nyder vi dagens sidste sol og en "tinto" (rødvin) på en lille bar med mange flotte mauriske kakler. Før solen forsvinder helt, suser vi ned. Det tog vel 1,5 timer at komme op og et kvarter at komme ned - vi er flyvende.

Mod Europas højeste cykel-top
Det er også en god opvarmning til den alvorlige opstigning, der ligger som en mulighed to dage senere. Og nogen har det jo sådan, at er der en top, så må man op! Personligt har jeg i nogle år haft en forestilling om, at jeg nok hellere en dag måtte prøve at cykle op på Pico Veleta 3398 m.o.h. Det er Sierra Nevada næsthøjeste top og p.gr.a. bjergets lange smalle form har det været muligt at anlægge en lille vej helt derop. Det er Europas højest beliggende vej.

Det startede med at jeg mødte en dyrlæge i Málaga's lufthavn. Han havde sammen med sin søn måttet opgive at komme op p.gr.a. sne og kulde. Det var også i oktober, så nu måtte vi jo se. Jeg havde i hvert fald annonceret hjemmefra, at man kunne prøve at cykle derop, når vi boede 2 dage i Granada, hvis man da ikke hellere ville slappe af og se den fantastiske borganlæg, Alhambra. Det var maurernes sidste bastion, som de måtte forlade i 1492.

Forberedelser til slaget på bjerget
Der er heldigvis to, som melder sig til projektet og kl. 8 mødes vi til morgenmad på den lokale bar. Efter lidt proviantering er vi i sadlerne på vej ud af Granada med udsigt til 55 km's kørsel opad med stigninger på 7-8 %. Jeg havde set denne etape i Vueltaen og kunne genkende landskabet. I starten gik det glat. Korte pauser. Enkelte fotos. Vi passerer skiltet med 1000 m.o.h. i fin stil. Men der er langt endnu.

"Sol og sne"
Det bliver sejere og sejere, men vi nærmer os et tidspunkt, hvor vi kan tillade os at holde frokostpause. Hvor vejen går fra til Sol y Nieve (Sol og Sne) møder vi et større skisportssted. Her er megen sol, men ingen sne. Det var der desværre heller ikke i februar i år, hvor VM i alpin skiløb skulle have fundet sted. Nu satser man så på at afvikle det i fenbruar 96, og der bygges hektisk videre. Det hele virker ret spøgelsesagtigt uden sne. Bjerget med brede betonbånd af slalomløjper ligner et nøgent og livløst skelet. Ja, det er ikke kun olivenbønderne, der har problemer p.gr.a. tørken. Men det er et held for os. Det bliver i hvert fald ikke sneen, der vil stoppe os. Den ene af cyklisterne melder dog pas efter frokosten. Han er ellers marathonløber, men han har fået nok og vil vente på os lidt længere nede.

Sidste barske etape mod Pico Veleta

Med hver en tortilla og en øl i maven cykler Miguel og jeg så videre mod toppen. Nu er der kun militæranlæg tilbage og så universitetsherberget. Det er sidste sted, man kan proviantere. Vi stopper dog lidt efter i stedet og tager noget medbragt proviant. Nu trækker skyerne ind over toppen. Vi har passeret et skilt med 2250 m.o.h., men så er der vist ikke flere skilte. Ved en parkeringsplads står der indkørsel videre frem forbudt, men nogle biler fortsætter alligevel, ligesom os.

En norsktalende bil hepper på os, og vi møder nogle cyklister med meget tøj på og med fuld fart nedad. Én knytter næven i triumf. Det er et langt skråt bjerg - vi så det på afstand. Nu snegler vi os opad uden at vide, hvor mange hårnålesving, der er igen. Skyerne ligger nu tæt og det føles, som om det fortsætter opad i det uendelige. Overtrækstrøjen er kommet på, men vi er stadig i cykelbukser. Pause råber jeg. Nye kræfter samles. Sidste anstrengelse. Må stoppe igen 200 m fra toppen. Miguel spurter, men går så helt i stå og vi når toppen samtidig. Skifter lynhurtigt til en tør T-shirt og tager overtrækstøj på, før vi klatrer de sidste meter op.

En skør englænder på toppen
Nede ved cyklerne igen møder vi en englænder i T-shirt og korte fløjlsbukser, som påstod, at han var kørt forkert - vidste ikke at det var en blind vej! Han er væk igen i skyerne og vi triller nedad. Det gør afsindigt ondt i fingrene p.gr.a. kulden, og vi kan næsten ikke holde på bremserne. Men det gælder om at komme ned i varmen. Tilbage ved universitetsherberget, sætter vi os i solen og nyder en kop kaffe - og sejren over toppen.

Granada
Det er altid berigende, når man foretager lidt forskelligt på en grupperejse. Så er der noget at snakke om ved det velfortjente aftensmåltid. Granada er en spændende by, så det var under alle omstændigheder værd at ligge over her. På vejen videre lægger vi mærke til træerne med granatæbler - granadas, som byen er opkaldt efter. Eller også er det omvendt. Det er en lækkerbidsken at spise, men det kræver tålmodighed at få alle de små kerner pillet fra det bitre frugtkød. De kan købes herhjemme nu på denne årstid.

Alhama de Granada
Turen går videre over Alhama de Granada gennem vidtstrakte marker med få landsbyer. Alhama er en gammel bosætning beliggende dramatisk ved en dyb kløft med en romersk bro fra det 2. årh. Her dvælede vi i skyggen på plazaen med en dejlig frokost, før turen trillede videre til Loja - ja der var faktisk tale om 20 km nedad på relativ ny asfalt gennem et utrolig flot og øde landskab omkring floddalen Arroyo del Salar.

Antequera
Sidste overnatning før vi vender forhjulet ned mod Málaga er fæstningsbyen Antequera beliggende ved "De forelskedes klippe". Byen har smalle gader, mange kirker og en flot passage op til maurerborgen højt over byen med et af Spaniens bedst bevarede maurertårne.

Nationalpark Torcal
Højt er der også op næste dag, hvor vi vælger den lille vej forbi nationalparken Torcal i et helt ubeboet område. Her er sandstensklipper eroderet af vind og vejr til mangfoldige formationer - som hensætter én til scener fra diverse westerns. Vejen er ellers øde og man kredser nærmest nedad som en ørn på cykel med nye panoramaudsigter bag hvert sving.

Almogia - et fund
En behagelig oplevelse var frokosten i den hvide maurerby Almogia. Det er en af de byer, man ikke burde skrive om, men pyt! Vi købte ind i små "usynlige" butikker og nød brød, skinke, oliven og meget mere på det lille torv. Beboerne var utrolig søde, og det varmede ekstra i den ellers behagelige varme, før vi blev kastet ind i Málaga's trafikmylder og fandt et lille hotel midt i centrum.

Málaga - en livlig by
Der er liv i kludene en lørdag aften i en by som Málaga. Efter at have danset på cyklerne i bjergene, svansede vi nu rundt i livlige gyder i den gamle bydel med vores solrøde næser. Der er mange unge på gaden og stemningen lækker op til en festlig afslutningsaften på en uges bjergcykling.

Hvis du ønsker at skrive et program for alle turene ud, så brug denne pdf-fil med Dansk Cykel Safaris program.

Til toppen af siden