|
|
Idéværkstedet De Frie Fugle holder
fremtidsværksteder for fællesskaber, hvor man aktivt engagerer sig i "udformninger" af fremtiden. Det være sig beboerforeninger,
landsbyforeninger, amter, kommuner, uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser.
Fremtidsværksteder og scenarieværksteder fremmer bedre end traditionelle mødeformer en
engageret debat om fremtiden og munder ud i kreative problemløsninger. Formen fremmer deltagernes lyst til at involvere sig og bidrage med egne erfaringer,
ideer og ønsker. Brugererfaringer mødes med ekspertviden - og hindrer, at fremtiden
alene formes af eksperter. Fremtidsværkstedet må i dag nærmest betragtes
som en klassisk arbejdsform. Principperne og ideerne
til fremtidsværkstederne kom til Danmark i begyndelsen af firserne, med Håndbog i
fremtidsværksteder af Robert Jungk og Norbert Müllert.
Selvom der gennem tiden har været skabt forskellige
varianter af fremtidsværkstedet holder, Idéværkstedet De Frie Fugle sig til den
klassiske form, som vi har særdeles gode erfaringer med den.
Fremtidsværkstedet - en metode til forandring
- Fremtidsværkstedet er skabt i opposition til den opfattelse,
at almindelige mennesker ikke har en mening om fremtiden. Et af målene for
fremtidsværkstedet er at inddrage folk i de politiske beslutningsprocesser på en sjov og
levende måde og gøre opmærksom på de muligheder, vi har for at gribe ind og forme
vores fremtid. Fremtidsværkstedet anbefales som arbejdsform til en gruppe mennesker, der
har en fælles hverdag. Det kan være beboere i et lokalområde, ansatte på en
arbejdsplads, studerende i et uddannelsesforløb eller lignende. Fremtidsværkstedet
kræver få forberedelser udover en fælles erkendelse af problemerne eller behov for
nytænkning. Og nytænkning, der ender med overraskende forslag til forandringer, kommer
der stort set altid ud af et fremtidsværksted.
Fremtidsværkstedet gennemløber tre faser: Kritikfasen, fantasifasen og
virkeliggørelsesfasen. Arbejdet ender med udarbejdelse af en handlingsplan.
Kritikfasen - bruges til at fremsætte en yderligtgående kritik af forholdene udfra
det aktuelle tema. Kritikken er afsæt for fantasien.
Fantasifasen - hvor fantasien slippes løs og ideer fremføres uden begrænsninger -
alt er tilladt og muligt. På den måde opstår der klarhed over fremtidsvisionerne
indenfor det aktuelle tema.
I virkeliggørelsesfasen - udsættes fremtidsvisionerne for diskussion og kritik.
Forslagene vurderes og konfronteres med de hindringer, der måtte være for deres
realisering. Ikke for straks at opgive visionerne, men for at finde måder at overkomme de
aktuelle forhindringer, det være sig økonomiske, kulturelle, sociale, politiske eller
andre.
Handlingsplanen - udarbejdes på baggrund af diskussionen i virkeliggørelsesfasen.
Handlingsplanen er et udtryk for hvilke visioner, der tænkes realiseret, hvordan,
hvornår og af hvem.
Kommunikationen i fremtidsværksteder foregår for en stor del via
vægaviser. På vægaviserne skriver deltagerne deres meninger, kritik og fantasi, udtrykt
i korte stikord. Formen sikrer, at alle kommer til orde og at alles meninger er synlige og
hænger til inspiration såvel som provokation. Der arbejdes på skift i små og store
grupper.
Yderligere oplysninger - Hvis du vil vide mere om fremtidsværksteder kan du bestille Idéværkstedet De Frie Fugles foldere om
fremtidsværksteder via bestillingsservice. Ring til
Idéværkstedet De Frie Fugle for at få gode råd om hvorvidt fremtidsværkstedet
er relevant i din situation, for at diskutere de praktiske muligheder
for at gennemføre et værksted m.v. tlf. 33 11 11 75. |
|